I Politiken lørdag den 14/9 2013 var der et interview med den efterhånden legendariske debattør og redaktør af tidsskriftet Social Kritik, Benny Lihme. Han har i en menneskealder engageret sig kraftigt i spørgsmål som anbringelser af socialt truede unge, relationsskabende pædagogik og ikke mindst et kritisk blik på velfærdssamfundets måde at håndtere socialt udsatte på. Lihme har farvet flere generationer af pædagoger og psykologers opfattelse af deres erhverv og de børn og unge de arbejder med.
Jeg har stor respekt for Lihmes engagement og livsgerning. Han har stået på barrikaderne for den personlige relations pædagogik, noget som ligger mig meget varmt om hjertet. Kun ved at være autentiske og tydelige mennesker kan pædagoger og psykologer så at sige komme under huden på de børn og unge de arbejder med. Først da kan vi skabe forandring.
Derfor er det med stor undren at jeg læser interviewet med Lihme i Politiken. Jeg har i og for sig vidst at han gennem en årrække har støttet opholdsstedet Solhaven, men har hele tiden troet at det har været på grund af at han har været forblændet af den forførende retorik opholdstedets tidligere leder, Søren Virenfeldt, er kendt for. En retorik som har medført at man har kunnet drive et stort socialpædagogisk opholdssted for nogle af de mest socialt udsatte unge i Danmark med metoder vi i alla andre pædagogiske sammenhænge ville kalde amatørmæssige. Man har aktivt undveget at ansætte uddannet personale og har ment at de metoder man selv udviklede var bedre end hvad al pædagogisk og psykologisk ekspertise på videnskabelig basis anbefaler. Kommuner er blevet forført af retorikken så de år efter år har sendt unge på glid til Solhaven, trods at opholdsstedet absolut ikke har været billigt og alligevel har haft en forsvindende lille successrate.
Vi er mange professionelle som gennem årene har advaret mod de metoder Solhaven brugte. Metoder præget af brug af konfrontation og både psykisk og fysisk magt. Solhaven og Lihme har altid affejet vor kritik med argumentet at vi ikke har besøgt Solhaven. Dette på trods af at Solhaven har været kendt for at have betydeligt flere fysiske magtanvendelser (hvor et antal af personalet holder et barn fast indtil det bliver roligt) end de fleste andre pædagogiske tilbud på feltet.
Efter at Virenfeldt og 12 tidligere ansatte blev først mistænkt og siden tiltalt for 74 tilfælde af mishandling og tvang har kommunerne trukket ørerne til sig og er holdt op med at sende unge til Solhaven. Derfor er Solhaven gået i konkurs, noget som ikke har medført nogen større sorg hos nogen psykolog eller pædagog jeg har diskuteret det med. De fleste anser at det kun er til glæde for udsatte børn og unge i Danmark.
Interviewet med Lihme tager udgangspunkt i retssagen, og allerede i Lihmes første svar falder kæden af. Han udtaler: ”Det eneste gode ved retssagen er, at der nu kommer en principiel diskussion om, hvor meget de ansatte må foretage sig fysisk i forhold til at forsvare sig imod unges trusler og vold”. En pædagogik som tager udgangspunkt i at man er nødt til at forsvare sig mod de unge man har hånd om er så langt fra hvad de ellerfleste forældre vil lægge børn til.
De eksempler Lihme maler op taler dog ikke om selvforsvar. For eksempel: ”Så siger pædagogen selvfølgelig: »Så må jeg tage dig ned af knallerten«. Den unge siger: »Du må da ikke røre mig, tror du ikke, jeg kender loven«. Så hiver pædagogen ham ned af knallerten med magt”. En situation som på ingen måde opfylder de kriterier magtanvendelsesbekendtgørelsen stiller op for brug af fysisk magt.
Lihme beskriver i hele interviewet brugen af magt som en måde at undvige at blande politiet ind på. Et opholdssted som ringer til politiet når en ung ikke vil samarbejde vil meget få kommuner sende unge på. Vi forventer nemlig at et opholdssted kan undvige at man havner i en situation hvor det overhovedet kan være nødvendigt at blande politiet ind.
Grundlæggende kan man sige at pædagogisk arbejde går ud på to ting:
- At stille krav til den unge som den unge ikke ville have stillet til sig selv. Det kan handle om enkle ting som at stå op, børste tænderne eller lære at regne andengradsligninger ud.
- At stille kravene på en måde så den unge siger ja.
Første del af opgaven løste Solhaven fint. Men det virker på Lihmes beskrivelse at man ikke var i stand til at løse opgave to uden at bruge metoder vi normalt ikke forbinder med pædagogik. Det kommer ikke som en overraskelse for fagfolk i feltet. Overraskelsen er at en gammel pædagogisk ræv som Lihme forsvarer det. Specielt midt under en pågående retssag hvor metoderne kan dømmes ud som ulovlige.
I al socialt arbejde er begrebet Evidensbaseret praksis et honnørsord. Jeg deler på mange punkter Lihmes tidligere kritik af evidensbegrebet, men den opdaterede version vi kalder evidensbaseret praksis er en fantastisk ledestjerne når vi skal tage hånd om andre folks børn. Begrebet har tre dele:
- Vi skal have en praksis som vi ved har god effekt. Den viden samler vi ind ud fra de videnskabelige standarder vi bruger i pædagogikken. Men det behøver ikke at være den absolut mest dokumenterede metode. At bruge en metode som ikke har kunnet vise sig have effekt er dog helt udelukket.
- Vi skal have den fornødne viden om, erfaring af og tillid til den metode vi bruger. Man kan derfor ikke sige at alle skal bruge samme metode ud fra en manual eller lignende. Vi skal selv tro på metoden hvis den skal have effekt.
- Vi kan ikke bruge en metode den unge ikke vil at vi bruger. Delagtighed og selvbestemmelse er centrale begreber i socialt arbejde.
Lihmes udtalelser i interviewet havner meget langt fra disse idealer. Solhavens metoder har ingen videnskabelig vist effekt, og en del af dem går helt på tværs af den unges delagtighed og selvbestemmelse. Lihmes undskyldning er at ”Nogle af de anbragte har jo ødelagt andres liv. Sågar unge drabsmænd har været anbragt på Solhaven i dets 25-årige levetid”. I Danmark findes en tradition for at straffe forbrydere, og derfor har man udvidede magtmidler i fængsler og endda på sikrede ungdomsinstitutioner. På Solhaven og alle andre opholdssteder i Danmark er man anbragt for at udvikles til at kunne være en del af samfundet. Derfor har man ikke udvidede magtbeføjelser. Lihmes udtalelse kan tolkes som at han anser at selvtægt er OK.
I de seneste 10 år har vi set en fantastisk udvikling i Danmark. I de tungeste pædagogiske tilbud, meget tungere end Solhaven (tilbud for mennesker med autisme og udviklingshæmning, institutioner for domsanbragte med udviklingshæmning, individuelle særforanstaltninger for mennesker man ikke kan have i andre institutioner etc), har vi set en kraftfuld mindskning af magtanvendelser. Jeg har selv været delagtig i udvikling og international spredning af videnskabeligt underbyggede metoder til undvigelse af magtanvendelser i pædagogisk arbejde med mennesker med en historie af ekstrem vold. Mange af mine kolleger fortsætter arbejdet i Danmark efter at jeg forlod landet i 2008. Et grundlæggende princip er at det ganske enkelt ikke er nødvendigt at bruge fysiske fastholdninger i pædagogisk arbejde. Vi har i dag retspsykiatriske afdelinger så tæt på som i Malmø hvor man har fjernet muligheden for bælteslægning, og hvor der ikke bruges fysisk magt. Hvis det er muligt i retspsykiatrien, på domsanbringelsesinstitutioner og i autismeomsorgen kan det ikke være umuligt på et opholdssted. Måden man arbejder på er at fokusere på samarbejde frem for magt. Der er flere metoder, som Samarbejdsbaseret problemløsning og Low arousal approach, hvor der er god, videnskabeligt underbygget effekt, også på unge af den type Solhaven har haft i behandling. Samarbejdsbaseret problemløsning har endda kunnet vise en halvering i tilbagefald i kriminalitet sammenlignet med andre metoder. At derfor hårdnakket påstå at magtanvendelser er nødvendige i pædagogisk arbejde er derfor ikke kun bagstræberisk, det tyder på manglende faglig opdatering. At der desuden er masser af opholdssteder i Danmark som med godt resultat ikke bruger magt gør det kun endnu mere uforståeligt.
Efter at have læst interviewet med Lihme i Politiken er det derfor med sorg at jeg lægger Lihme til handlingerne. Manden som bragte os begreber som Det fælles tredje (Danmarks største bidrag til den internationale pædagogiske begrebsverden) har helt tabt dømmekraften i forhold til etik og den pædagogiske udvikling vi gerne vil være en del af. At forsvare en pædagogik som har medført at et dusin ansatte og en chef for et socialpædagogisk opholdssted er tiltalt for 74 tilfælde af vold med så tynde argumenter som fremføres i nævnte interview er ikke bare sørgeligt at læse. Det er endnu mere sørgeligt at Lihmes livsværk Social Kritik taber al anseelse og forpasses til samme skraldespand som Solhaven hvis Virenfeldt og Co. dømmes.