I et tidligere blogindlæg (en klumme tidligere publiceret i tidsskriftet Intra) skrev jeg om, om borgere på botilbud må have lov at have kæledyr. Det er et vigtigt spørgsmål, ikke mindst fordi at ensomhed, ifølge min ven Dave Pitonyak, er det største problem for mennesker, der modtager sociale tilbud.
Jeg har fået lidt feedback på klummen. Nogle positive, men også nogle, der handler om, at man jo som personale også har rettigheder. Det er godt. For hvis jeg kun skriver om ting, som vi er enige om, så sker der ikke noget. Og jeg tror på, vi har et stykke vej endnu, før vi fuldt ud har sikret rettighederne for mennesker med handicap. Så jeg tænkte, at vi kunne tage det et skridt videre.
I løbet af sommeren 2019 cyklede jeg en del af Funktionshinderbanans (find os på FaceBook) cykeltur fra Göteborg til Visby. Da vi ankom til Visby i Almedalsveckan (omtrendt som Folkemødet), talte vi med politikere og højtstående embedsmænd om botilbud. Vi havde samlet spørgsmål og kommentarer fra folk, der bor i botilbud, og fra pårørende, politikere og embedsmænd. Et af de spørgsmål, vi fik, var, hvordan det kunne være, at man ikke har ret til at flytte sammen med en, man holder af, hvis man bor på botilbud.
Her er i øvrigt en god sang om kærlighed fra Kulturlabbet i Gøteborg. Denne tekst blev første gang offentliggjort i tidsskriftet Intra, nummer 1, 2020.
Gennem årene er jeg stødt på spørgsmålet en del gange. Ofte har det handlet om, at en borger har mødt en anden borger til særlige arrangementer eller f.eks. i dagtilbud. De er blevet forelskede og er begyndt at date. Efter et stykke tid vil de gerne overnatte hos hinanden, men så opstår der problemer. Skal personalet på botilbuddet støtte den, der ikke bor der? Eller skal personale fra den andens botilbud komme og gøre det? Og hvad sker der, hvis kæresteparret bor i to forskellige kommuner? Skal kommunen sende personale til et botilbud i en anden kommune? Og der kan også være nogle mindre konkrete problemer. Nogle gange vil personalet gerne under supervision fortælle om, at parforholdet betyder, at den som de arbejder med, ikke helt kan håndtere sin hverdag på grund af parforholdet. Borgeren prioriterer sin udkårne før vasketøjet og de daglige aktiviteter. De hører ikke rigtigt efter. Jeg elsker den slags diskussioner. Frem for alt fordi de sætter fingeren på det vigtigste i alt arbejdet med mennesker med særlige behov: Retten til at leve som alle andre. Når først vi begynder at tale om, hvad personalet skal gøre ud fra et rettighedsperspektiv, er det ikke længere et svært spørgsmål. Det er ikke noget problem, at man bliver lidt forvirret og prioriterer lidt mærkeligt, når man er forelsket. Vasketøjet må vente. Og det er klart, at vi også skal støtte dem, der kommer på besøg, hvis de har brug for det. Og tale med beboerne om, hvordan vi bedst løser tingene. For det er klart, at tingene kan løses. Det er klart, at vi skal støtte kærligheden, når vi ser den. Endda fejre den. Også selvom de forelskede bor i hver deres kommune.
Nogle gange kan vi tilmed være nødt til at hjælpe det forelskede par med at få forholdet til at fungere. Måske ikke med amatørråd, men i det mindste med al den praktiske støtte, vi kan give. Derfor undrer det mig, at mange botilbud har så små soveværelser, at det ikke er muligt at få plads til en dobbeltseng. Og at der aldrig bliver bygget botilbud til par. Det er som om, at politikere, embedsmænd og arkitekter ikke tror på, at mennesker, der har brug for botilbud, kan finde en, der elsker dem. Det er en skræmmende tanke. Heldigvis fik vi rejst spørgsmålet for nogle politikere. Og heldigvis lovede de at kigge på det. For dem kom det som en overraskelse. Ingen af de politikere, vi har talt med, anede, at det var sådan. Og alle var helt afklarede: selvfølgelig skal man have ret til at leve sammen med den man elsker. Og være sammen med ham eller hende, så meget man vil. Det synes du, der læser dette, selvfølgelig også. For det er klart, at retten til at flytte sammen med en, man elsker, er en kæmpe del af at leve som alle andre.
Oversættelse fra svensk: Hanne Veje