I foråret 2014 har jeg deltaget i en debat om magtanvendelser i tidsskriftet Socialpædagogen. Årsagen var en artikel jeg faldt over på nettet, hvor en forstander på et opholdssted, Porten, udtalte sig om magtanvendelser. Han udtalte, at han ville fortsætte at lave ulovlige magtanvendelser når han syntes det var nødvendigt. Og det syntes han det var for eksempel når man skulle tvinge en ung pige ind i en bil for at køre hende ud i et sommerhus med fastsømmede vinduer, hvor hun kunne være et par uger for at komme ud af vanen at ryge alt hun kunne få fat i.
Sådan noget provokerer mig enormt. Her har vi en leder af et pædagogisk tilbud som bruger metoder som er så langt fra pædagogik man kan komme. Han indrømmer desuden at han bryder loven. Men han fastholder at det vil han blive ved med. Så jeg skrev til journalisten og tilbød at stille op til et interview.
Interviewet udmundede i en artikel du kan læse her.
Det som jeg ser som problemet er at han gør noget jeg ofte oplever pædagogisk personale gøre: De stiller to handlinger mod hinanden som ikke n´burde stilles mod hinanden: Enten skal hun få lov til at ryge lige hvad hun vil, eller også bruger vi magt. Præcis som Benny Lihme gjorde i et interview i Politiken (som jeg har skrevet om tidligere), som stiller en situation op hvor vi enten må trække en ung ned fra en anden ungs knallert med tvang eller lade ham tage den.
Jeg nægter at acceptere det udgangspunkt. For i så fald kan vi stille mange ting op mod hinanden. Enten skal vi tillade mord eller indføre dødsstraf. Enten skal vi holde helt op med at spise eller veje 350 kg allesammen. Sådan ser verden ganske enkelt ikke ud. Så jeg vil sammenfatte helt enkelt:
Pædagogik er at få mennesker til at samarbejde uden at bruge vold.
Det er let at få mennesker til at samarbejde med vold. Det har vi mennesker gjort i hele menneskehedens historie.
Men det har ingenting med pædagogik at gøre.
Jeg er selvfølgelig klar over at der er situationer hvor man som pædagogisk personale ikke ved hvad man ellers skal gøre. Men der er det rigtigt vigtigt at vedkende sig sin magtesløshed i stedet for at forsvare magtanvendelsen. For hvis man ikke er interesseret i at undvige brugen af magtanvendelser vil vi aldrig kunne få brugen af magtanvendelser væk. Og det anser i hvert fald jeg at vi skal. Og desuden er på god vej til at lykkes med. Og så er der selvfølgelig alle de gode argumenter imod brugen af magtanvendelser. De lægger sig i tre kategorier:
- Effektivitet
- Farlighed
- Etik
Vi skal tage dem an ad gangen:
Effektivitet
Spørgsmålet om effektivitet er let afklaret: Der er ingen forskning som nogensinde har kunnet vise at magtanvendelkser har positiv effekt på det pædagogiske arbejde eller på den den person vi arbejder med. Sådan er det. Der er blevet talt om det i mange år, og der er masser af anekdotisk bevisføring fra mennesker som Benny Lihme, Søren Viftrup og andre, som dog ikke har nogen videnskabelig baggrund. Og som sagt stilles det ofte op mod at gøre ingenting. Men spørgsmålet er om det ikke havde været bedre at gøre ingenting: Det viste sig i 2008 at ungdomssanktionen, som blandt andet i mange tilfølde indebar placering på socialpædagogiske opholdssteder hvor man brugte meget magt, øgede tilbagefaldsprocenten i kriminalitet.
Farlighed
Her bliver det noget skræmmende. Legget & Silvester har i deres forskning kunnet vise at næsten en femtedel af alle som er invoveret i en magtanvendelse skades. det gælder både personale og den der udsættes.
Desuden har et antal brittiske forskere kunnet vise på et stort antal dødsfald i magtanvendelser; mennesker er altså døde fordi pædagoger har lagt dem ned og har holdt dem fast.
Det har vi meget mere dokumentation for: I Sverige har vi fire meget omtalte dødsfald bara i de sidste 8 år: en mand på 36 år i Uppsala i 2006, En mand på den psykiatriske skadestue i Karlstad i 2008, I Södertälje i 2009 og i Karlstad igen i 2010. I Danmark har vi pgså flere kendte tilfælde, bandt andet en kvinde i 2008.
Så at det er farligt er der ingen tvivl om.
Disse dødsfald er allesammen et resultat af at personalet har anset at man bør bruge magt for at beskytte andre. Som empirisk argument kan jeg synes at nyhedsartikler som disse larmer noget mere end kontrollerede forskningsstudier. Vi er ganske enkelt nødt til at finde andre måder at tænke og arbejde på. At sige at det selvfølgelig ikke er ok at folk dør og så give den enkelte pædagog eller sygehjælper skylden er absurd. Hvis vi forsvarer amgtanvendelser vil visse pædagoger, som måske er en smule mere hidsige end andre vil der ske dødsfald. Og vi bliver medskyldige. Hvis vi har en nultolerance mod vold mod den vi arbejder med og har fungerende metoder hvor vi ikke engang behøver at tale om nødværn slipper vi for både dødsfald og medskyld.
Etik
For mig er det etiske argument blevet vigtigere og vigtigere med årene. Begreber som delagtighed og den svages rettigheder er til og med blevet løftet til et højere plan med FNs konvention om rettigheder for personer med funktionsnedsættelser og Børnekonventionen. Det bedste argument synes jeg dog er de norske etikere Henriksen & Vetlesens tanke at omsorg betyder at man er i personalet vold og at det indebærer et stort ansvar som personalet er nødt til at tage på alvor. Løgstrup beskrev det i Den etiske fordring (1951) at det ansvar man som menneske har er at man til tider har den andres liv i sin hånd og at det kan være op til os om den andens liv lykkes eller ej.
Relationen mellem pædagoger og dem vi arbejder med er en enormt ulige relation, hvilket skaber et endnu større ansvar hos pædagogerne. De børn og unge vi arbejder med i socialpædagogisk arbejde er generelt hos os fordi de ikke har fulgt de almindelige adfærdsforventniner. At vi fjerner den som ikke kan opføre sig ordentligt från det almindelige er en grundlæggande mekanisme som er beskrevet fint af de Quervain et al 2004 og af Gintis et al 2003. De Qervain et al beskriver hvordan vi mennesker opnår en følelse af kompetence når vi redder andre fra en person hvis adfærd vi synes er forkert. At bortvise (eller bruge vold mod) den anden hjælper ikke, men det føles fantastisk godt. Denne mekanisme er hvad jeg tror ligger bag den følelse af at det er rigtigt at bruge magt som jeg ofte finder på opholdssteder. Årsagen til at vi har denne mekanisme er at vi som flokdyr overlever bedre hvis vi gør os af med den som ødelægger det for os andre, hvilket Gintis et al beskriver, og også Boyd (2003) har beskrevet fint.
Problemet er at vi tager denne stenaldersmekanisme ind på opholdsstederne og i skolen. Det er selvfølgelig ikke ok, eftersom det får de konsekvenser jeg har beskrevet i ovenfor. Så det er nødvendigt at lære pædagoger at genkende en de Quervaineffekt når de oplever den. Som pædagog er man nødt til at forstå sine egne primitive ryggradsreflekser så de ikke forveksles med noget man kan legitimere gennem sin pÄdagogrolle.
Det var et etisk niveau. Man kan også diskutere det ud fra en værdimæssig synsvinkel:
Pædagoger og de børn og unge vi arbejder med er ikke ligeværdige (Henriksen & Vetlesen), men indgår i en magtrelation. Filosoffen Rawls anså at samfundet fungerer, ikke gennem lov, men gennem aftaler. Den grundlæggande aftale er den etiske kontrakt, som går ud på at:
*Hvis du opfører dig ordentligt, opfører jeg mig ordentligt. Hvis du ikke opfører dig ordentligt mister jeg respekten for dine rettigheder*.
Filosoffen Martha Nussbaums kommentar til dette er at den kontrakt gælder mellem virkeligt ligevrdige, for eksempel i trafikken. Og at det er årsagen til fængselssystemet, retspsykiatrien og de socialpædagogiske opholdssteder. De bygger alle tydeligt på de Quervaineffekten; At det føles godt at smide en som jikke kan opføre sig ordentligt ud. Men har vi fjernet rettigheder (hvilket vi gør så snart vi tager imod en ung på et opholdssted) behøver de jo heller ikke at opføre sig ordentligt. De indgår ganske enkelt ikke i kontrakten længere. Så vi skal passe på at vi ikke fjerner flere rettigheder end nødvendigt, og bliver nødt til at acceptere at den unge ikke har de pligter vi andre har i samfundet. Så falder retten for pædagogerne at lade sig styre af de Quervaineffekten væk. Den unge er allerede fjernet fra det almindelige, og hvis vi skal fjerne yderligere rettigheder eller værdi fordi den unge ikke kan opføre sig ordentligt kan vi ende hvor som helst, fra de gamle mentalsygehuses overgreb til den endlösung som ramte mange psykiatripatienter og personer med funktionsnedsættelser fyrrerne. Så hver gang jag ser manglende respekt for den unges rettighetder og værdi reagerer jeg kraftigt.