Vi er en gruppe fagprofessionelle, som har arbejdet med anbringelser i mindst 10 år hver, nogle af os i over 20 år. Vi er psykologer og pædagoger og har arbejdet med forældrekompetenceundersøgelser og ungeundersøgelser eller som ledere af støtteforanstaltninger og opholdssteder. Vores vurderinger af forældre og børn har derfor været bidragende som grundlag for myndighedsbeslutninger på anbringelsesområdet. De fleste af os har været VISO-rådgivere på handicapområdet og omkring ADHD. Vi har i vores arbejde altid arbejdet ud fra evidensbaseret praksis, og tager i dette høringssvar samme udgangpunkt.
Vi har læst regeringsudspillet Børnene først. Vi har tilstræbt at have en positiv indstilling til udspillet; vi mener at området har brug for reformer, og ser det som positivt, at udspillet fokuserer på børnerettigheder. Af de mange temaer udspillet indeholder vil vi særligt fremhæve nogle få, som vi ser som positive, og som tydeligt støttes af den tilgængelige forskning:
- Fokus på færre skift og nedbrud i anbringelser
- Fokus på færre forskellige myndighedspersoner i børnenes liv
- At barnets ønsker skal stå i centrum for sagsbehandlingen
- At det skal vurderes om en hjemgivelse er til barnets bedste
- Flere familiehuse
- Fokus på kvaliteten på anbragte børns skolegang
Vi ser dog også nogle mulige problemer med udspillet:
Udspillet vil sandsynligvis føre til flere anbringelser
Al tilgængelig forskning fra de seneste 50 år viser, at anbringelser ikke medfører forbedrede livsomstændigheder. Her vil vi særligt fremhæve Brännström, Vinnerljung & Hjern (2020), som i et stor svensk registerstudie kunne vise, at børn som langtidsanbringes uden for hjemmet ikke klarer sig bedre som voksne end deres søskende, som ikke anbringes. Dumaret (1985), kom i en lignende fransk undersøgelse frem til samme resultat. Doyle (2007) kunne vise, at den gruppe som ligger i grænseområdet til anbringelse, har 200-300 % større risiko for at blive kriminelle som voksne hvis de anbringes uden for hjemmet end hvis de ikke gør. Det indebærer, at flere anbringelser ikke vil medføre bedre liv for flere børn og at en gruppe børn, som tidligere ikke er blevet anbragt, i fremtiden anbringes med negativt udfald. Udspillet går her imod den i dag tilgængelige forskning.
Udspillets adoptionsfokus fremstår som ønsketænkning
Vinnerljung og Hjern (2011) viste at tidlig adoption mindsker mange af de negative konsekvenser af anbringelse uden for hjemmet. Studiet er et registerstudie og handler om frivillige adoptioner. Det kan derfor ikke rigtig bruges som grundlag for tvangsadoptioner. Der er dog andre studier som har vist positive effekter af tvangsadoptioner i forhold til langtidsanbringelser, men studier hvor tidlige adoptioner (mange med tvang) sammenlignes med tidlige, langvarige anbringelser og tidlige anbringelser med senere hjemgivelse viser, at anbringelser giver dårligst udfald, mens adoptioner ikke medfører bedre resultat end hjemgivelse (Lloyd & Barth, 2011).
Vi kan forstå tanken at adoption burde indebære at færre anbragte børn oplever sammenbrud og skift i anbringelser. Det er dog vigtigt at påpege at amerikanske studier (hvor tvangsadoptioner er almindelige) viser at op mod 15 % af adoptionerne bryder sammen (White 2016).
Et af de største problemer vi ser ved adoptioner er, at det tilsyn og den vejledning som plejefamilier får ikke kan forventes ved adoption. Anbragte børn er ikke repræsentative for danske børn generelt, de kræver ofte større indsatser, både i skolen (Berlin, Vinnerljung & Hjern 2011) og i hverdagen. Studier hvor man har undersøgt anbragte børn for udviklingsforstyrrelser viser høje forekomster; alene diagnosen autisme findes hos 23 % (Norge, Jozefiak m.fl. 2018) og 30 % (England, Green m.fl. 2016), ADHD hos 32 % (Norge, Jozefiak m.fl. 2018). Det er en overrepræsentation på 2.000-3.000 % ved autisme og 600 % ved ADHD. Det indebærer, at adoptivforældre skal være forberedte på at risikoen for at få et barn med en udviklingsforstyrrelser er op imod 50 %, og familierne bør have adgang til både tilsyn og specialiseret vejledning.
Udspillet kræver i visse tilfælde udredning af forældreevne uden at tage hensyn til barnets forudsætninger
De fleste af os har arbejdet med udredning af forældrekompetence i mange år. I det arbejde udgår vi fra hvilke krav til forældrekompetence det aktuelle barn stiller. Vi anser ikke at der findes forskningsstøtte for begrebet generel forældrekompetence, men derimod for børnespecifik forældrekompetence. Børn med særlige behov kræver andre kompetencer i forældreskabet end børn uden særlige behov. Disse kompetencer kan sjældent forudsiges. Med tanke på den høje forekomst af udviklingsforstyrrelser er det problematisk at udgå fra, at forældrekompetenceundersøgelser, som er foretaget før barnet er født, vil kunne anvendes som generelt grundlag for tidlige tvangsadoptioner.
Vi forstår selvfølgelig at udspillet blandt andet tager sigte på vordende forældre med misbrug og lignende sociale omstændigheder, men vi frygter at det i praksis kan indebære at flere vordende forældre med funktionsnedsættelser får deres spædbørn bortadopteret. I dag har over 20 % af forældrene til tidligt anbragte børn en diagnosticeret funktionsnedsættelse (for eksempel autisme, ADHD, intellektuel funktionsnedsættelse eller muskelsvind, ifølge VPA – Karakteristik af anbragte børn og unges forældre, 2020). Der findes desværre ikke undersøgelser af forældrenes funktionsnedsættelser hvor udredning er lavet efter placering af børnene. Autisme og ADHD har kraftfuld arvelighed, hvilket indebærer at forekomster af udviklingsforstyrrelser op imod 50 % sandsynligvis indebærer en højere faktisk forekomst end de godt 20 % som allerede har en diagnose når børnene placeres. Vi må på grund af den høje arvelighed udgå fra at børnenes vanskeligheder har baggrund i forældrenes vanskeligheder.
I udspillet præciseres at udspillet gælder udsatte børn og familier, ikke “Familier, der alene har behov for hjælp pga. en funktionsnedsættelse hos barnet eller forældrene” (Børnene først, s 22). I vores mangeårige arbejde med placerede børn har vi svært at se den opdeling udspillet her anvender. I en absolut majoritet af de sager vi har arbejdet i har forældre og/eller børns funktionsnedsættelser været centrale, og ofte været baggrunden for eventuelle misbrugsproblemer og lignende. Vi er bevidste om at Serviceloven og Socialstyrelsen bruger denne opdeling, men den tager ikke afsæt i de seneste 30 års forskning. Derimod er det videnskabelige paradigme i dag at funktionsnedsættelser indebærer øget følsomhed for miljøfaktorer og dermed øget risiko for udsathed (se for eksempel Dunedin-studiets mange forskningsartikler. At dele det sociale område op i funktionsnedsættelsesområdet og området udsatte er derfor ikke en relevant baggrund for lovgivning og sagsbehandling i 2021.
Vi frygter derfor at udspillets konsekvenser for vordende forældre med funktionsnedsættelser bliver flere spædbørnsadoptioner i stedet for støtte. Dette vil være diskrimination og uforeneligt med FNs konvention om rettigheder for personer med funktionsnedsættelser, handicapkonventionen.
Dette kan selvfølgelig undviges med tydelig lovgivning, for eksempel at vordende forældres funktionsnedsættelser skal være udredt inden eventuel spædbarnsadoption, og at der i sagsbehandlingen skal tages hensyn til personer med funktionsnedsættelsers særlige rettigheder.
Udspillets moraliserende ansats
Mange fagprofessionelle har reageret stærkt på udspillet. Netværk af fagprofessionelle med det udtalte mål at modarbejde udspillet er opstået. Debatten har til tider været mere præget af følelser end af viden og evidens. Vi har overvejet hvorfor modstanden mod udspillet har den karakter den har. Vi vurderer at årsagen er at udspillet i så høj grad tager et moraliserende udgangpunkt. Udspillet kan læses som at staten vil fjerne børn fra sjuskede og sløsede forældre. Fagprofessionelle ved, at udsatte ikke betyder sjuskede, men udspillet forholder sig ikke til de funktionsnedsættelser fagprofessionelle ser hos forældre hvis børn anbringes uden for hjemmet. Samtidigt sætter udspillet børnenes rettigheder i modsætningsforhold til forældrenes rettigheder. Vi fagprofessionelle ved at rettigheder ikke skal sættes overfor eller op imod hinanden; gode indsatser forholder sig til alle rettighedsbærere.
Filosoffen John Rawls (1971) og psykologen Michael Tomasello (2016) har begge beskrevet en almenmenneskelig mekanisme: Vi fjerner rettigheder fra den som ikke opfører sig ordentligt. De får ikke lov til at være med. Rettighedskonventionerne er kommet til for at sikre at denne mekanisme ikke får for stor plads i samfundet. Når vi læser udspillet Børnene først får vi en følelse af at denne mekanisme har spillet ind. Forældre som ikke opfører sig ordentligt skal ikke have ret til at have børn. Vi tror ikke at det er hensigten med udspillet, men det kan læses på den måde. Derfor forstår vi modstanden mod udspillet hos fagprofessionelle.
Vi forventer at de lovforslag som udspillet skal munde ud i ikke får en moraliserende tone. Det kan let undviges, ikke mindst ved at erkende, at forældre til anbragte børn ofte har funktionsnedsættelser. Vi anbefaler derfor at støtte til forældre med funktionsnedsættelser prioriteres op i lovgivningen, for børnenes skyld.
Referencer:
Berlin, M., Vinnerljung, B. & Hjern, A. (2011).School performance in primary school and psychosocial problems in young adulthood among care leavers from long term foster care. Children and Youth Services Review, 33(12), 2489-2497
Brännström, L., Vinnerljung, B. & Hjern, A. (2020). Outcomes in Adulthood After Long-Term Foster Care: A Sibling Approach. Child maltreatment, 25(4), 383-392
Dumaret, A. (1985). IQ, scholastic performance and behavior in sibs raised in contrasting environments. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 26, 553-580
Doyle, J. (2007/. Child protection and child outcomes: Measuring the effects of foster care. The American Economic Review, 97, 1583-1610
Green, J., Leadbetter, K., Kay, C. & Sharma, K. (2016). Autism Spectrum Disorder in Children Adopted After Early Care Breakdown. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46(4), 1392–1402
Jozefiak, T., Kayed, N.S., Rimehaug, T., Wormdal, A.K. Brubakk, A.M. & Wichstrøm, L. (2016). Prevalence and comorbidity of mental disorders among adolescents living in residential youth care. European Child & Adolescent Psychiatry, 25, 33–47
Lloyd, C.E. & Barth, R.P. (2011). Developmental outcomes after five years for foster children returned home, remaining in care, or adopted. Children and Youth Services Review 33(8), 1383-1391
Rawls, J. (1971). A theory of justice. Harvard University Press
Tomasello, T. (2016). A natural history of human morality. Harvard University Press
Vinnerljung, B. & Hjern, A. (2011). Cognitive, educational and self-support outcomes of long-term foster care versus adoption. A Swedish national cohort study. Children and Youth Services Review, 33(10), 1902-1910
VPA – Karakteristik af anbragte børn og unges forældre. 2020.
White, K. R. (2016). Placement discontinuity for older children and adolescents who exit foster care through adoption or guardianship: A systematic review. Child and Adolescent Social Work Journal, 33(4), 377– 394.
Høringssvaret er skrevet af:
Bo Hejlskov Elvén, autoriseret psykolog, stifter og tidligere medejer af PsykologCompagniet og StøtteCompagniet
Hanne Veje, direktør, Klinik Socius, tidligere indehaver af StøtteCompagniet
Leif Grieffelde, autoriseret psykolog, stifter og indehaver af PsykologCompagniet, stifter og tidligere medejer af StøtteCompagniet
Janne Fabricius, autoriseret psykolog, stifter og tidligere medejer af Vivamus
Svend Erik K. Sørensen, stifter og indehaver af AutismeNavigator, tidligere forstander på opholdsstedet Broager
Daniel Elvén, autoriseret psykolog, PsykologCompagniet